Nyhedsbrev #3

Nyhedsbrev #3

Kursus i AI og automations, nyt om støtteordninger.

Hej med dig

Du får her en oversigt over de ting, jeg har samlet op til dig siden sidst. Jeg håber, du kan lide det.

“Strategy is a pattern in a stream of decisions.” — Henry Mintzberg

Ugens nyheder om forretningsudvikling

Her er ugens agenda:

  • Kursus i AI, automations og Vibe Coding
  • Erhvervsstøttesystemet i Danmark ændrer sig

Kursus

Hvis du føler, at AI, automationer og “Vibe Coding” er svært at følge med i og komme i gang med, så har du mulighed for at komme med på Voksewerks heldagskursus den 4. marts 2026 kl. 09:00–16:00. Vi veksler mellem teori og praksis. Inden dagen er omme, har du haft fingrene godt nede i bolledejen. Alle kan deltage.

Tilmelding


Erhvervsfremmesystemet i Danmark forandrer sig — igen

Fremadrettet hedder det Virksomhedsudvikling Danmark. Udover navneændringen sker der også nogle egentlige forandringer med programmerne, som det kan være vigtigt at kende, hvis du har et projekt i skuffen, der skal have støtte fra en af puljerne.

SMV:Digital (navnet udfases)

Hidtil har man kunnet medfinansiere egenfinansieringen af et SMV:Digital-projekt med tid. Det vil ikke kunne lade sig gøre fremadrettet. Når puljerne åbner igen, vil det være med 50% kontant medfinansiering.

Tildelingskriterierne ændrer sig også, så den problematiske først-til-mølle-praksis ændres til et pointtildelingssystem. Det skulle gerne betyde, at det komiske kapløb ved puljeåbningerne forsvinder, og at de bedste projekter opnår støtte i stedet for dem, der har tid til at sidde og vente på, at køen åbner.

SMV:Digital har tidligere opfordret til, at man byggede sin digitaliseringsindsats med flere sammenhængende projekter med støtte fra puljen. Dette er ændret, idet man fremadrettet vil prioritere nye støttemodtagere, der ikke tidligere har haft et projekt i puljen.

SMV:Pro

Puljen er lukket indtil marts 2026. Der ser ud til at blive ændret lidt i formen, men der er ikke meldt andet officielt ud, end at metoden til markedsafsøgning er blevet gjort mere enkel.

SMV:Bæredygtighed (tidligere SMV:Grøn)

Lige nu er der mulighed for at søge DKK 150.000 til udarbejdelse af hele eller dele af bæredygtighedsrapporteringen.

Desuden er der fortsat mulighed for at opnå støtte til opkvalificering inden for området, så virksomheden bliver i stand til at lave arbejdet selv. Det gælder både skræddersyede uddannelsesforløb og åbne kurser.

Du kan også fortsat opnå markant støtte til et konkret projekt, der vil forbedre virksomhedens bæredygtighed gennem cirkulær økonomi.

SMV:Vækstpilot

Puljen er lukket i øjeblikket, og der er ikke meldt en dato for genåbning ud. Der foreligger heller ikke information om eventuelle ændringer i ordningen.

SMV:Eksport

Puljen er lukket indtil marts 2026. Ved genåbning tyder alt på, at der igen vil være mulighed for at opnå DKK 150.000 i støtte til eksportinitiativer.