Graf der viser, at ejerlederens betydning for virksomheden falder, mens virksomhedens værdi stiger, i takt med at virksomheden modnes fra opstart til selvkørende.
ejerledelse organisation strategi

Stifterens forbandelse

Jo mere værdifuld stifteren er for virksomheden, desto mindre værdifuld er virksomheden selv. Sådan genkender du symptomerne.

Ét problem går igen i mange af de virksomheder, jeg arbejder med: en stærk afhængighed af ejeren, der ofte også er stifter af virksomheden.

Jo mere værdifuld stifteren er for virksomheden, desto mindre værdifuld er virksomheden.

Udfordringen viser sig på mange måder. Salget går i stå, hvis stifteren holder fri, bliver syg eller er uarbejdsdygtig af andre årsager. Værdiansættelsen ved salg er meget lav, hvis virksomheden er stærkt knyttet til stifteren. Det kan være svært for medarbejdere at arbejde selvstændigt, hvis de ofte har brug for at spørge ejerlederen om ting.

Når virksomheden er helt ung, er der en naturligt stærk afhængighed af ejeren. Mange entreprenører og selvstændige har en drøm om vækst, så toplinjevækst er det primære fokus i dagligdagen. Efter noget tid står ejeren med en organisation, hvor processerne ikke er dokumenterede, og hvor ejeren har mange roller. Ofte står ejeren for salg og en række centrale administrative opgaver, såsom fakturering. De første opgaver, der bliver uddelegeret, er ofte marketing, bogholderi og eventuelt logistik. Ejerens mange kasketter fører til lange arbejdsdage og for lidt hvile.

Symptomerne på en overbelastet ejerledet virksomhed

  1. Arbejdet er kaotisk: intet vigtigt ser nogensinde ud til at blive gjort, udover de ting der brænder på, og planer er løst definerede og følges sjældent.
  2. Du forstyrres konstant: du bliver hele tiden oversvømmet med “Har du et minut?”-spørgsmål og prik på skulderen angående problemer, som tilsyneladende kun du kan løse, og dine teammedlemmer har konstant brug for at få at vide, hvad de skal gøre.
  3. Møder er ineffektive: møderne i virksomheden føles som spild af tid, eller de bliver slet ikke holdt. Det sidste fører til underorganisering og mere kaos.
  4. Lav indtjening på trods af højt salg: overskuddet er lavt, selv i perioder hvor salget i virksomheden er højt.
  5. Høj medarbejderomsætning: der er stor udskiftning i medarbejderstaben, og en af de faste opgaver, du konstant skal bruge tid på, er at erstatte dygtige talenter eller forsøge at overbevise gode folk om at blive.
  6. Personlig udbrændthed: du føler dig træt, frustreret, udbrændt og er klar til bare at give op.

Løsningen

Løsningen på udfordringen med stifterens forbandelse, hvor ejerledede virksomheder fungerer som underorganiserede systemer, er struktur, procesbeskrivelser og playbooks, så organisationen kan arbejde autonomt, og der kan implementeres teknologi til gentagne opgaver med lav kundekontakt.

Et vigtigt spørgsmål du kan stille dig selv: hvis jeg var væk fra virksomheden i fire uger, hvad ville så gå i stå først?

Kom i gang med Strategihjulet: en gratis audit af din forretning på 20 spørgsmål.

Artiklen er skrevet uden brug af generativ AI. Infografikken er lavet af Claude Design.